Louise Dohn

Boganmeldelse: “The subtle art of not giving a f*ck”

Du kender udtrykket “When life gives you lemon, make lemonade”, ikk’?
Men let’s face it – livet er ikke altid en dans på roser, og måske bør vi “bare” acceptere, at livet nogle gange stinker og spare kræfterne i stedet for at lave lemonade? Når livet nu giver mig citroner, bør jeg måske acceptere, at de er sure og vænne mig til smagen?

“Who you are is defined by what you’re willing to struggle for.”

Min dame eller herre – jeg giver dig:“The subtle art of not giving a f*ck” af Mark Manson – en NY Times best seller. 
En bog jeg faktisk overvejer at læse igen – tænk nu hvis jeg gik glip af noget i et øjebliks mentalt fravær. 

Luca er ved at gro grå hår ud af ørerne fordi han er ved at blive træt af at høre på mit nye syn på livet, og jeg hele tiden refererer til “Nåh ja, og så siger Mark også…” (ja, nu er jeg på fornavn med forfatteren – kan man være andet end, når manden oprigtigt har sat sit spor i min hjerne?! Hjernevasket much?)

Ej, men bogen trængte igennem alle mine “Louise kan selv!”, “Louise vil selv!” eller “Louise må selv!”-hegn, der i løbet af årene er blevet sat op foran min indre borg af stolthed og “I’m an independent and happy woman in my 30s – who are you to tell me how to live my life?!”-attitude.

“After all, if everyone were extraordinary, then by definition no one would be extraordinary”.

Måske har jeg glemt bogen og alle de kloge ord om et par måneder, og fred være med det – jeg blev færdig med bogen i går, og har det for vildt over den, så han (forfatteren, red.) fik som det mindste sat gang i en følelse (og en masse tanker) i mig.

Jeg (som over-optimist) blev slået hjem et par gange gange af hans ord – han giver ærligt ikke mange fucks for jubelglade idioter, og det fik mig til at reflektere over min måde at se verdenen på.

Især så jeg noget i hele hans syn på, at ingen andre er ansvarlige for mit liv end jeg.

“Nobody else is ever responsible for your situation but you. Many people may be to blame for your unhappiness, but nobody is is ever responsible for your unhappiness but you.

This is because you always get to choose how you see things, how you react to things, how you value things. You always get to choose the metric by which to measure your experiences.”

Ja, det SÅDAN en kliché, men jeg åd det råt – vi kommer bare heller ikke udenom, at han faktisk skriver på en utrolig underholdende facon.

Det er langt fra altid din skyld, at du står i den situation du gør i, men det er DIT ansvar, og det er op til DIG, hvordan du kommer videre – måske du gør noget? Måske gør du intet? Men valget er dit!

Mark Manson påstår, at lykken især findes, når vi har stået foran et kæmpe problem eller livet har været ondt ved os – dén følelse af at komme om på den anden side, kan ikke prissættes eller købes – det er ofte her vi ser en oprigtig glæde (selvom det altid føles lidt rart at købe nyt gear, så er det ingenting imod følelsen af at løse et problem eller overkomme noget lort).

“Because here’s the thing that’s wrong with all of the “How to Be Happy” shit that’s been shared eight million times on Facebook in the past few years—here’s what nobody realizes about all of this crap: The desire for more positive experience is itself a negative experience. And, paradoxically, the acceptance of one’s negative experience is itself a positive experience.

 

This is a total mind-fuck. So I’ll give you a minute to unpretzel your brain and maybe read that again:
Wanting positive experience is a negative experience; accepting negative experience is a positive experience.

 

It’s what the philosopher Alan Watts used to refer to as “the backwards law”—the idea that the more you pursue feeling better all the time, the less satisfied you become, as pursuing something only reinforces the fact that you lack it in the first place.

Har han fået pillet min jubel-idioti fra mig? Bestemt ikke, men jeg er blevet mere opmærksom på, at det også er MERE end okay at have en lortedag og/eller stoppe op og mærke efter og sidst men ikke mindst, så er det i sidste ende op til mig selv, hvordan jeg ønsker at leve mit liv – på godt og ondt.

“Remember, nobody who is actually happy has to stand in front of a mirror and tell himself that’s he happy.”

Læs bogen – den er absolut anbefalelsesværdig!

Op på hesten igen – kursen er sat mod fjerne kyster!

Mit sidste blogindlæg, som blev skrevet efter et hårdt efterår med ‘Vild med dans’, bar lidt præg af en træthed og nogle vil måske mene en smule ynkeligt, så derfor er det også på sin plads, at der skulle skrives et nyt (positivt) indlæg!

Jeg har selvfølgelig haft masse af gode oplevelser, glade communities og lært en masse siden ‘Vild med dans’, men 18. marts 2014 skete der igen noget jeg ikke havde kunne forudse (det er der sikkert nogle, der er vildt uenige i), men den dag startede en ny storm på Facebook – men denne gang var der medvind!
Vi snakker 24/7 kærlig, forelskende, passioneret medvind – danskerne når de er allermest positive, videnbegærlige og kommenterende. Jeg sidder MIDT i en decideret “love storm” og jeg elsker, ELSKER mit program og mit community!

De fleste community managers har haft et opslag, som pludselig stak helt af – content som folk bare har måtte dele, kommentere på og like og det er dem, der gør det hele sjovt! Ja, jeg lærer bestemt også når mine opslag står helt stille eller et opslag om Meyerheim pludselig bliver til et (lidt groft) debatforum hvor hovedpersonen eller hende, der skal skydes ned pludselig er HTS.

Men jeg ville da lyve hvis jeg ikke havde hænderne oppe over hovedet når indhold går viralt eller at kommentarer bærer så meget præg af kærlighed til et program, hvor jeg gik og troede, at det kun var mig, der kunne have det sådan. Og hænderne er HELT oppe over ørerne i skrivende stund.

Programmet er “Kurs mod fjerne kyster” – et program jeg egentlig tog lidt med et gran salt…
Måske fordi jeg egentlig ikke bryder mig om havvand og det vildeste jeg laver på vand, er den årlige kanotur på en å med 30 sønderjyske familiemedlemmer.
Men så så jeg programmet… Programmet handler på ingen måder kun om stiv kuling, sømandsbegreber eller fiskeri.
Mikkel Beha og sønner står i første afsnit og græder da de skal sige farvel til venner og familie – udover det selvfølgelig går i et hvert kvindehjerte, at en voksen mand med TO MEGET lækre sønner i tyverne står foran et kamera og lader tårene rende, så har Mikkel Beha simpelthen en af de rareste fortællerstemmer i verden!

Han bliver selvfølgelig sammenlignet med far Troels Kløvedal, men for mig har ‘THE’ fortællerstemme altid været Piet van Deurs, så jeg tillader mig at proppe Mikkel op i den måleskala og Piet Van Deurs når ikke Mikkel til badeshortsene! Når Mikkel snakker, så lytter Louise og hvis man kender lidt til mig, så ved man, at der er meget få ting, der forhindrer/stopper mig i at snakke…

Det viste sig hurtigt, at man behøver på ingen måde at være hverken sømand, fisker eller havneho for at kunne lide det program – det program tiltaler mindst lige så meget rejselystne og videnbegærlige mennesker, som har et “soft spot” for en følsom mand, solbrune fyre og fun facts om Sydamerika.

Hvorfor denne lange forklaring på programmet? Det er fordi jeg mener, at grunden til ‘love stormen’ skal findes der!
Min mor ser også programmet, men sidder ikke trofast og kommenterer på noget på Facebook – hun så også Vild med dans og Badehotellet, men var kun aktiv fordi hun gjorde det for min skyld (tror jeg?!).

Det er en helt bestemt målgruppe, som kan relatere til enten sejler-delen, familie-delen eller rejse-delen og som er SÅ passioneret omkring de her ting, som Mikkel Beha og familien er. Hvor jeg måske har haft mange folk igennem på fiktionsserierne, som godt kunne lide programmerne, så har vi her en MEGET stor håndfuld af mennesker, som helt oprigtigt kan relatere til diverse ting tirsdag efter tirsdag.

Jeg husker engang det gode menneske Jacob Mouritzen delte “Dansk Ornitologisk Forening”s Facebook-side… Jeg husker ikke den helt præcise anledning, men mener, at pointen bl.a. var, at når man rammer ned i en niche, noget en helt bestemt målgruppe kan og ØNSKER at være nørdet omkring, så var de et godt eksempel.
Nu har jeg været inde og kigge og de har det stadigvæk for vildt! De behøver ingen call-to-actions eller spørgsmål – de har dyr og dyreunger og det bliver bare delt, liket og kommenteret på livet løs!

Havvand, fisk, dykning og Mikkel Beha er på sin helt egen finurlige måde åbenbart lige så godt som kattekillinger, hundehvalpe og ulovlige Facebook-konkurrencer – for vi har os en fest på Facebook!

Badehotellet havde over 1 mio seere, Kurs mod fjerne kyster har noget under… Badehotellet har 13.000 fans et halvt år senere på Facebook – Kurs mod fjerne kyster har 43.000 en måned senere… Ikke at man som sådan kan sammenligne de to programmer – det er dokumentar vs. fiktion, men det interessante er, at lidt ligesom ‘Vild med dans’ har ‘Kurs mod fjerne kyster’ simpelthen ramt noget, der har sat gang i snakken og heldigvis er det i denne omgang yderst positivt!
Badehotellet har fans og folk, der kan lide… altså lide serien – Kurs mod fjerne kyster har passionerede fans og folk, der ELSKER programmet.

De får begge to kærlighed og folk har et trofast og loyalt forhold til dem, men det er vidt forskellig kærlighed!
Badehotellet er krammeren du giver til den gode ven igennem 10 år, som du helt oprigtig er glad for at se – Kurs mod fjerne kyster er din helt store, nye forelskelse, som du stalker jævnligt på Facebook og som du har lyst til at snakke med HELE tiden.