#Blog #Udlandsdansker

Jeg har så ondt i røven…

Af den 9. april 2018

Mit evige brok om papirarbejdet ved at flytte fra et land til et andet kan fylde meget, men dette blogindlæg vil trods alt bekræfte, hvorfor det er så sindssygt vigtigt, at man har tingene i orden især når uheldet er ude.

Jeg har i dag simpelthen gjort brug af min italienske sygesikring for første gang, og som det altid er med forsikringer – hold kæft, hvor er det bare dejligt, at man kan tage hele turen rundt hos læge, sygehus og røntgen uden at skulle hive euros frem.

Men hvad er der los, spørger du måske?

Jeg har simpelthen brækket min røv.

Jeg som aldrig har haft brækket en arm, en tå eller andet end muligvis et ribben (faktisk også i Livigno dengang jeg var ung), har simpelthen brækket min røv.

Jeg har tydeligvis ikke helt styr på mine italienske læge-termer, for det var ikke ordet røv/culo de brugte, men jeg har en ‘fracture’ i nederste del af min rygsøjle, og det er derfor, at det gør så herre nas, når jeg sidder ned eller laver bestemte bevægelser.

Hvordan skete det?

Jo, det er en vigtig historie at fortælle for det var faktisk “for the greater good”, men det var min 3. gang på langrend (og jeg har virkelig ikke været imponeret af de to første gange).

Jeg er virkelig ingen haj til langrend, og da det så pludselig går ned af, og jeg har en lille pige foran mig i langrendssporet, kan jeg ret hurtigt konstatere, at der ikke vil gå mange sekunder før jeg rammer hende, da vi ingenlunde skyder samme fart…

Ja, så kaster jeg mig selvfølgelig baglæns – hverken frem eller til siden (eller plover som Luca senere hen og undrede sig over, at jeg ikke havde forsøgt).

Nej, jeg kaster mig simpelthen baglæns direkte på min flade røv. Jeg undgik pigen (brava Louise), Morten, som var min langrendsmakker, fik et godt grin og trods smerter kom jeg op og stå og fortsatte mit liv, men med ondt i bagen… Rigtig ondt i bagen.

Den lille pige gik fri og hendes mor har helt sikkert bare tænkt: Shit, en åndssvag turist, og lige dér – ja, så var jeg ikke meget bedre end det.

Klip til at det ligesom blev ved med at gøre ondt, så i dag var dagen, hvor vi fik min numse tjekket.

Hvad gør man ved en brækket røv?

Absolut ingenting. Man kan ikke rigtig gøre noget (for den har heldigvis ikke forskubbet sig), så der er blevet bestilt en numsepude (du ved, en af dem med hul i), og jeg har fået recept på nogle kickass painkillers.

Hvordan var mit 1. besøg med sygehusvæsnet?

Jamen, overordnet kan jeg ikke klage udover, at jeg bare er et utålmodigt menneske, der hader at vente.
Men med tanke på at jeg bare kom valsende ind på skadestuen og skulle have skannet min numse, så var ventetiden nok ikke meget anderledes end på en dansk skadestue – måske endda faktisk kortere…

Men ved lægen (altså besøget inden skadestuen i samme bygning vel at mærke), der skulle jeg lige have forklaret reglerne af Luca…

Er du klar til at blive rystet? Hvis min storebror læser med, så vil jeg bare lige sige, at hospitalet i Livigno ville have godt af lidt optimering (og det er bare set med mine dødelige øjne).

Første besøg ved lægen…
Man tjekker ikke ind. Hvad? Altså man dukker bare op og så stiller man sig i venteværelset.

Hvordan ved man, hvis tur det er? Jamen, det gør man da fordi man bruger det første minut på at granske rummet for mennesker. Man overbeglor de syge stakler og tager et mentalt billede af: OK, disse mennesker var her før mig.
Da alle gør det, så flyder systemet jo helt fint fordi vi som mennesker respekterer hinanden.

Hvad gør de nye tilkomne? Jamen, så længe alle er indforstået med systemet, så gør de som ovenstående. Gud trøste ham/hende som springer forrest i køen, og det var lige ved, at nogen troede, at det var os.

Fordi jeg har ondt i røven, så foretrækker jeg at stå fremfor at sidde, så vi stillede os foran MIN læges dør (der er 3 døre til 3 læger), da vi kom ind. Det kunne selvklart opfattes som et angreb på et territorium, hvilket flokken reagerede på ved at sende skiftende onde blikke og elevatorblikke a la: Hvem er I til at fucke med systemet?

Da Luca og jeg holdt stand og vores pladser i køen, blev vi senere hen accepteret af flokken især fordi en alfa-hun (som var Lucas kammerats mor) rejste sig og startede en dialog med os. Flokken så, at vi nu var nogle af dem og vi kunne stå i fred for elevatorblikke indtil det var vores tur.

Hvordan ved lægen hvem man er eller hvis tur det er? Ja, det gør han heller ikke rigtig – han har tydeligvis tiltro til “ta’ et mentaltbillede og møv dig frem, når det er din tur”-systemet. Man maser sig simpelthen ind igennem døren til lægens kontor, og her bruges den første tid på at fortælle hvem man er og hvorfor man er her.

Det har været en begivenhedsrig dag, men hvor er jeg dog taknemmelig for, at vi fik styr på noget af papirarbejdet i tide til, at jeg kunne tage til og fra sygehuset med samme mængde euros i pungen.

TAGS
Lignende blogposts

SMID EN KOMMENTAR

LOUISE DOHN
Copenhagen, DK

"We don't have a choice on wether we do social media - the question is how well we do it" -Erik Qualman... Med disse ord in mente, går jeg på arbejde hver dag.

Tweeeets
  • Når enden ikke er god, og alting er langt fra godt... er man så bare på røven? 🍑 Jeg fik testet min italienske syg… https://t.co/GivC60jAz0

    Tweeted on 11:56 AM Apr 09

  • Status på livet som udlandsdansker: I Danmark kæmper jeg en kamp for at få mine (ferie)penge udbetalt. I Danmark kæ… https://t.co/VGs8S0bxsa

    Tweeted on 01:49 AM Apr 04