#DoAsDohn #Livigno #Udlandsdansker

Papirarbejde til 1000 kroner, tak!

Af den 4. februar 2018

Hvis jeg nu har alle spørgsmålene, har du så svarene? Hvis Søren Kaster, griber du mig så?

Min første uge som udlandsdansker er ved at være gået, og som en brik i ludo er jeg ærligt blevet slået hjem et par gange, men jeg har satset alt på ‘CHANCEN’ i kategorien “Kærlighed”, og her har jeg vundet, så første uge har været en følelsesmæssig rutsjebane uden lige. 

Jeg troede, at jeg var forberedt på det italienske bureaukrati og papirarbejde, men nej – min tålmodighed forsvandt et sted mellem Livigno og Tirano (skisportsstedet jeg bor vs. første større landsby med kommunale kontorer nede af bjerget).

Lad os spille Jeopardy!

For at der ikke skal herske tvivl om snyd i spillet, vil jeg blot nævne, at et sted mellem papirarbejde til 200 kroner og 1000 kroner, har jeg været nødt til at ty til “Far”-kategorien, hvor jeg efterhånden har tæsket mig igennem alle livliner, spørgsmål og svar som kan tænkes. Det skal du have tak for, Far.

Papirarbejde til 800:

Svaret er: Kørsel i snevejr i 3 timer (1½ time hver vej) ned af bjerget for at få oprettet en ‘codice fiscale’ – et slags person/skattenummer.

Spørgsmålet er: Hvad er spild af tid?

Bonusinfo: Det første der møder os er en kommune-dame (som selvfølgelig kun snakker italiensk), der undrer sig over, hvorfor vi er kommet hele vejen ned af bjerget, når man kan få lavet dette i Livigno? (Vi var selvfølgelig kørt derned fordi Luca havde fået at vide fra myndighederne i Livigno, at man skulle til Tirano for at hente det).

Papirarbejde til 200:

Svaret er: Du skal selv indsamle 3 forskellige oplysninger/ting for at kunne registrere dig som borger i Livigno (hvoraf den her ‘codice fiscale’ er den ene, så tjek til den!). For at det ikke skal være løgn, så er de 2 resterende ting selvfølgelig ikke noget de kan hjælpe med på det lokale kommune-kontor, hvor vi stod og viftede med denne ‘codice fiscale’, så vi kører videre.

Spørgsmålet er: Hvordan kan man gøre det besværligt for en borger?

Bonusinfo: Det skal nævnes, at de her “resterende ting” alle er noget en kommunal-Kaj har tilføjet i hånden på den ellers computerskrevne formular. Det er ikke noget som er et krav i formularen, men Luca har prøvet at overbevise mig om, at denne kommunal-Kaj bare har noteret det for at være flink, for det er noget vi anyway skal have fikset i forlængelse af hele denne mission: Gør Louise italiensk.

Papirarbejde til 400:

Svaret er: (syge)forsikring – man selv skal indhente. Luca og jeg tog derfor til det lokale hospital og sad i kø til at blive ekspederet i en god sums tid.

Spørgsmålet er: Hvad skal man have for at kunne blive behandlet i det italienske sygehusvæsen?

Bonusinfo: Da det endelig blev vores tur (igen på flydende italiensk), ville de IKKE udstede den her forsikring til mig, fordi jeg ikke havde en jobkontrakt eller den her ‘DICHIARAZIONE DI RESIDENZA’ (bevis på, at jeg er bosat i Italien, som denne forsikring jo er et led i at anmode om), så tomhændet forlod vi hospitalet.

Dertil vil jeg også lige dele en observering fra de sidste par dages papirarbejde:

Køsystemet her er…
… at der ikke rigtig er noget system.

Man kommer ind i et rum, laver lige en hurtig scanning af, hvem der er i rummet i forvejen, og så gælder det ellers om, når man har mistet tålmodigheden og ens retfærdighedssans er sat til side, at stille sig op i r*ven på ham/hende, som bliver ekspederet for at markere, at det altså er min tur næste gang.

Jeg sender i disse dage en kærlig tanke til automater, hvor man kan trække et nummer og systemer, hvor man kan bestille en tid via telefon/internettet.

Papirarbejde til 600:

Svaret er: Jeg skal bevise, at jeg ikke vil være en byrde for samfundet (via en jobkontrakt eller en masse penge).

Spørgsmålet er: Hvordan undgår Italien at lukke mennesker ind som bare vil nasse på samfundet?

Bonusinfo: Her begynder det at blive RIGTIG interessant for her viste det sig, at INGEN af dem vi har snakket med er enige (hverken Kommune-Kaj, familiens revisor eller kommune-damen som fralagde sig ethvert ansvar for mission ‘Gør Louise italiensk’.

Nogen mener, at jeg skal kunne fremvise 6.000 € på en italiensk bankkonto, nogen mener, at jeg bare skal vise en jobkontrakt, og nogen mener, at jeg skal gøre begge dele, sidst men ikke mindst er der nogle, der ryster på hovedet og som ikke vil tage ansvar for et svar eller citeres for, hvad det egentlig er vi skal gøre.

Papirarbejde til 1000:

Svaret er: For at gøre min situation endnu mere interessant, er det jo, at mit forhold til TV 2 nu er på freelance-basis, og jeg skal derfor have eget (italiensk) firma. TV 2 kan ikke give mig kontrakten før de har fået et CVR-nummer af mig, og jeg kan ikke få et CVR-nummer/blive registreret i det italienske system før jeg fremviser en kontrakt/masser af penge (som det ser ud lige nu).

Spørgsmålet er: Hvordan kan Louise bevise, at hun ikke er en økonomisk byrde for samfundet?

Bonusinfo: Altså hønen og ægget og et sted midt imellem dér, sidder jeg og er dybt afhængig af Luca og hans italienske talegaver.

Okay… Lad os springe til sidste svar og spørgsmål…

Diu-diu-diu-diu-diu (du ved den der CHANCEN-kendingsmelodi fra Jeopardy)… CHANCEN!

Papirarbejde – CHANCEN!

Fredag den 26. januar kl. ca. 13.30 blev en europalle med 16 flyttekasser + en computerskærm afhentet af en utrolig flink lastbilchauffør.

Så vidt jeg husker, så tror jeg endda solen skinnede, og Caroline, Martin og jeg fik vinket farvel til mine ting – med de sidste ord fra en meget optimistisk lastbilchauffør, som mente, at mine ting ville være i Italien allerede start næste uge. Det gav mig næsten stress. Men sådan skulle det (u)heldigvis ikke gå.

Takket været teknologi og tracking og alt det der, kan jeg jo følge mine tings færden. Og første tjek-in var et sted i København selvsamme dag som tingene var blevet hentet – alletiders.

Mandag hvor jeg selv flyver til Italien, tjekker jeg status på mine ting om aftenen, da jeg selv er velankommet til Italien, og her ser jeg noget mystisk: “Shipment held. Follow-up action underway ” – that’s it. Mere står der ikke.

Men hvad ved jeg? Jeg har aldrig fået fragtet andet end post med PostNord, så her tænker jeg: Dét har de helt styr på.

Dagene går og status på mine ting ændrer sig ikke. Jeg bliver nervøs og tager fat i det firma, som jeg har “købt” fragten af – de står også uforstående overfor, hvad der er sket.

Her korter jeg historien lidt ned, for der er mails og opkald frem og tilbage – det er mig som i sidste ende må fortælle:

“Er det et problem, at tingene skal til Livigno – det er jo et toldfrit område?” Og her tapper jeg ind i noget.

På trods af at fragtfirmaet har haft leveringsadressen i en måned, så er der tydeligvis ikke nogen som har fulgt op på den, men blot hæftet sig ved, at det jo var Italien (og derfor EU).

Nåh men, det resulterer i, at jeg pludselig skal udfylde en “customs invoice” – jeg skal simpelthen nedfælde hver eneste ting der er i disse 16 flyttekasser, som jeg ikke har set i en uge = nu er jeg altså nået til det punkt, hvor papirarbejde hænger mig langt ud af halsen.

Nåh men, hvad gør du så, DOHN?

1) Mission: Gør Louise italiensk – Nu er bolden kastet over til en revisor. Han kan måske gøre noget ift. mit kommende firma (og det her CVR-nummer jeg mangler for at få min kontrakt fra TV 2),  og dertil vil jeg tage fat i den danske ambassade i Rom (mon ikke de kan hjælpe?). Luca er heldigvis noget mere tålmodighed og optimistisk end jeg, så det er mega rart.

2) Mission: Get my shit – mine ting står nu igen som modtaget i KBH, men hvor vidt de er undervejs, gået tabt eller der skal laves mere papirarbejde, ja det ved jeg ikke.

Holder jeg modet oppe?

Ja sgu, for et sted mellem alt papirarbejdet og min statistrolle i mit eget Jeopardy-liv, så glædes jeg ved, at jeg hver morgen vågner op ved siden af Luca, at jeg kan sætte mig foran computeren kl. 9 og lave Badehotellet, og at solen bare generelt skinner mere hernede end i Danmark.

TAGS
Lignende blogposts

SMID EN KOMMENTAR

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

LOUISE DOHN
Copenhagen, DK

"We don't have a choice on wether we do social media - the question is how well we do it" -Erik Qualman... Med disse ord in mente, går jeg på arbejde hver dag.

Tweeeets
  • Har lige overværet 4 mennesker snakke og grine sammen uden at ha’ et fælles sprog. Jeg’ forarget over, at det ove… https://t.co/XPA7OpDPni

    Tweeted on 04:57 AM Aug 06

  • I dag har i sandhed været en fantastisk dag at arbejde med sociale medier for @tv2danmark. #privilegeret #lovemyjob https://t.co/kELlZUAoQB

    Tweeted on 11:12 AM Aug 01