Louise Dohn

Jeg tror pt. ikke, at jeg kender nogen, som er mere stolt af sit arbejde og sin arbejdsplads end mig selv…

Sådan Louise, så har jeg ligesom lagt stilen for ananas i egen juice, men det er faktisk ikke hvad jeg vil med det her indlæg. Dette indlæg skal på ingen måde handle om TV 2 eller de sider jeg administrerer i den forstand. De sætter begge rammerne for, at jeg overhovedet kan skrive dette indlæg, men hvis du forventer, at jeg nu går ud og diskuterer hvorfor TV 2 gør som de gør, så er du kommet forgæves. Jeg er Louise Dohn – et menneske. Dette er en meget subjektiv beskrivelse af mit liv som community manager!

Mit indlæg er en hyldest til alle de community managers i det danske land, som forstår, at åbningstider er noget det lokale supermarked arbejder med, at loyale fans ikke er noget man køber sig til og at community management er meget mere end bare at poste et billede på Facebook.

Ingen kender fans på den måde en community manager gør!

Jeg ved hvem du er, Lis, jeg forstår din frustration og jeg er beæret over, at du har fulgt med fra starten. Du har kommenteret livligt – jeg har lyst til at kramme dig, også selvom bølgerne nogle gange går (for) højt.

Jeg ved også hvem du er, Kaj. Vi deler nødvendigvis ikke helt de samme holdninger, men du formulerer dig på en måde, som man kun kan have respekt for – du er veluddannet, fra Sønderjylland og du kaster ikke med mudder.

Mia på 15, at du ikke kan sætte korrekte kommaer (hvilket jeg på ingen måde heller kan) gør dig bestemt ikke til et dårligere menneske! Du vil bare gerne se underholdning fredag aften og forstår ikke hvorfor folk bliver så vrede og tarvelige, som de til tider gør. Jeg værdsætter oprigtigt, at du vil bruge tid på at gå i dialog med mig.

Selv du Henrik, som angriber gud og hver mand med sproglig fæces – du er passioneret og det kan jeg relatere til på trods af, at jeg ikke vil acceptere din sprogbrug.

Sidst men sandelig ikke mindst, så har vi dig, Kirsten – du som gang på gang står op for TV 2 når bølgerne går højt og folk rotter sig sammen om at svine TV 2 til, så er du der altid og tager desværre som ofte en masse hug for det. Du får en ekstra kærlig tanke når jeg slukker min laptop ned og kigger med fra mobilen.

Jeg kan deres efternavne, jeg ved hvilke tidsrum de er særligt aktive og deres profilbilleder  er lige så genkendelige, som hos en af dem jeg følger aktivt på Twitter. Vi er et stort fællesskab og som i ethvert andet community, så er der plads til forskelligheder, kant og debat.

But when is enough enough?

Det er i sandhed et privilegium at have så aktive fans – at have mennesker, der kan blive så passioneret omkring et TV-program er enhver community managers drøm, men nogle gange sker det, at det kammer over og tonen bliver for hård. Jeg prøver med husregler at opretholde en vis form for sober tone (og tage ‘action’ ud fra dem), men når bølgerne går allerhøjst får jeg hundredevis af notifikationer på virkelig kort tid – som i VIRKELIG kort tid.

ALT hvad jeg siger, skriver og forklarer, er officielt noget, der kommer fra TV 2.

ALT hvad jeg kommenterer på, ’liker’ og uploader bliver vendt og drejet – ikke kun af trofaste seere og fans, men vi snakker folk, der er trætte af programmet, samt mennesker og andre medier, der er på jagt efter en god historie eller blot ønsker at provokere.

Jeg byder inputs velkomne, som aldrig før, så længe de holdes i en sober tone – og så skal vi jo huske at diskutere hvad sober tone er – for ALT skal vendes og drejes. I går havde jeg en mand, der blev forarget over, at jeg greb ind i et indlæg hvor ord som ”klam luder”, ”kælling”, ”idioter” og ”skulle brændes” blev brugt i én og samme sætning – i dag bliver folk sure over, at jeg ikke griber ind overfor ”Hahaha, hvor er det underholdende at læse den her tråd” – da det jo angiveligt er mobning af voksne mennesker.

Men hvad gør det ved en, som menneske, at sidde midt i orkanens øje?

What doesn’t kill me makes me stronger

Jeg har altid opfattet mig selv som et utrolig positivt menneske med en lyst til livet HVER dag, og min ansættelse på TV 2 var noget af det største jeg har præsteret og et af de stolteste øjeblikke i mit liv. Jeg har de mest fantastiske kolleger, og jeg elsker at gå på arbejde – det skal der ikke herske tvivl om! Men men men…

Som menneske – som Louise er det hårdt 24/7 at lægge ører og øjne til, hvor grove mennesker er ved hinanden, ved folk jeg kan lide og ved min arbejdsplads, som jeg er så skide stolt af.

Forestil dig at have en lille grøn mand siddende på din skulder i hvert et vågent øjeblik, som sidder og minder dig om, at du skal tjekke sociale medier samt være overskudsagtig, for du ved, at det ikke er positive kommentarer du skal ind til. Dét’ hårdt!

Det er hårdt konstant at være under anklage for snyd, ikke at lade sig provokere når ét og samme menneske har ét formål og det er at lave rav i den. Det er hårdt fordi kreativiteten i flere dage bliver byttet ud med konstant monitorering og kundeservicesvar og på trods af man efter slid og slæb finder et svar, så er vedkommende til tider helt ligeglad med svaret – han vil ses, han vil høres, han vil ‘likes’.

Jeg vil bare SÅ gerne have, at netop han også føler sig som en del af ‘Danmarks største fællesskab’.

Jeg har haft fri to fredage siden programmet startede (der er i alt 12 programmer). Fri fredag betyder ikke fri lørdag. Fri fredag betyder, at jeg i tidsrummet 20.00 – 22.30 er blevet clearet til ikke at sidde på sociale medier med CM-hatten på. Det betyder IKKE, at jeg ikke skal tage efterspillet over weekenden – der er ingen på TV 2, der forlanger, at jeg sidder der i døgndrift, men det er MIT community og MINE fans og de forventer det. Jeg er og bør være, hvor mine fans er og vil være!

Det er mig, der sidder klokken 2 om natten og besvarer anklager med smileys og ønsker om en god weekend. Det er mig, der bliver screenshottet af og det er mig, der skal smile til den 45. klage og forsikre ham om, at vi lytter til ham på trods af hans aggressive og upassende tilgang til ansatte ved TV 2. Det er også mig, der skal efterleve en forventning om en svartid på blot få timer og sidst men ikke mindst, så er det mig som sidder i en stilling, som mange ikke rigtig kan relatere til – for handler Facebook egentlig ikke bare om at poste et billede?

Nej, jeg er mit brands alarmcentral – sker der noget derude, er jeg den første på stedet, jeg er den første der oplever frustrationerne og skaderne. Jeg skal udføre livreddende førstehjælp, samtidig med at jeg ringer til ambulancen og yder assistance til pårørende og andre i omegnen. Det er et hårdt job, men hold fast hvor jeg elsker det!

Ja, jeg lever drømmen – jeg får penge for at sidde på Facebook 8 timer om dagen. Men hvis du tror, at det er ’a walk in the park’, så prøv at tage en tur i mine eller en anden community managers stiletter under en shitorkan, som sandelig også blæser på helligdage!