Et lukket Livigno – dag 3


Dag 3 i karantæne – 10. marts

I dag har været en noget mere rolig dag i karantæne-land, men det er egentlig helt rart. 

Jeg endte nemlig med at slette mit opslag om “Dag 2” fra Facebook i går, da en time efter jeg havde posted det, lukkede Giuseppe Conte (Italiens premiereminister) hele Italien ned med disse ord:

“Sto per firmare un provvedimento che potrei definire così: #iorestoacasa. Non ci saranno più “zona rossa” o “zona 1 e zone 2″, ci sarà solo l’Italia zona protetta.”

Altså der er ikke længere orange zoner eller røde zoner – der er nu kun ét Italien… Og det er så et helt lukket Italien. Men et lukket Italien der i den grad står sammen.

#iorestoacasa (#JegBliverHjemme) bruges i flæng på Instagram – faktisk er det brugt > 86.000 gange i skrivende stund, og flere butikker her i byen har valgt at lukke (inkl. Luca). 

Det er jo ikke fordi vi ikke MÅ gå ud, men basically handler det om: Er det virkelig nødvendigt? Hvis ikke, så bliv hjemme.

Det har også betydet, at Luca har været hjemme stort set hele dagen, hvilket har været vildt hyggeligt! Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har siddet og arbejdet, mens han har vimset i lejligheden.

Han har sågar ikke drukket kaffe på Alibi i dag, fordi vi vælger vores “kampe” eller “privilegier”, om man vil – altså ift. myndighedernes opfordring om at blive hjemme.

Vi valgte i dag, i stedet for at gå på café, at gå en fantastisk gåtur i sneen… mens det sneede. Mere romantisk bliver det fandeme ikke! 

Igen – jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har gået en tur med Luca i marts måned i sneen. EJ, hvor var det hyggeligt!

Da jeg bad Luca om at tage nogle billeder, var min første reaktion egentlig: Dem vil jeg ikke poste, for #iorestoacasa… Men vores liv er ikke gået HELT i stå!

Vi regner med at være buret mere eller mindre inde i døgndrift indtil 3. april, og det ER altså fortsat tilladt at drikke en ‘caffé macchiato’ ovre på den anden side af gaden eller handle ind i supermarkedet, så jeg vil ikke have det dårligt med, at min samlever og jeg gik en rask tur i et noget så øde snelandskab. 

Vi tog nemlig alle de forholdsregler vi skulle:

1 meters afstand fra andre

Vi gik over på cykelstien, da vi mødte en, der kom gående i mod os på gangstien.

Mine bakterier – mit ansvar

Jeg havde lommerne fyldt med håndsprit og lommetørklæder.

Ingen minglen

Det var bare mig og Luca – vi samledes ikke i grupper ej heller stoppede vi op for at smalltalke med folk på vejen (vi møjnede selvfølgelig men intet stop).

Luca skal fortsat lige vænne sig til, at sæsonen blev afbrudt som den gjorde, og manden trives ikke med at sidde stille og glo ud i luften, så han skal fortsat lige finde sig til rette med al den tid, han nu har.

Han shuffler imellem idéer såsom at læse/studere dansk, arbejde hjemme med nogle ordrer eller gøre hytten forårsrent en måned for tidligt.

Jeg bidrager selvfølgelig, som den gode kæreste jeg er, med gode idéer til, hvad han kan lave a la: Gøre soveværelset sindssygt godt rent, for derefter at male det, fikse krydderi-opsætningen og læse ‘Factfulness’ af Hans Rosling, fordi… Alle bør læse den især i disse tider.

Det var det for i dag – I får lige et par stemningsbilleder fra den ene time, vi havde ude i friheden i dag. Ej okay, det lød sygt dramatisk! Sandheden er jo, at indtil i går kom jeg ikke udenfor en dør om mandagen, fordi Badehotellet havde åben og tog al min tid.

Leave a Comment