10 ting jeg har lært af Facebook-grupper

Jeg er den stolte præsident af den fedeste klub, hvis du spørger mig, ‘Badehotellets officielle gruppe’ på Facebook.

Vi har rundet 11.000 MEGET aktive medlemmer, og det betyder, at jeg da har lært en ting eller 10 om det at administrere en Facebook-gruppe, hvor alt det vi deler (Badehotellet), nogle gange også kan være det, der skiller os.

Her får du mine erfaringer omformuleret til arbejdsspørgsmål, hvis du selv en dag vil prøver kræfter med en gruppe eller du er på udkig efter inspiration.

1. Hvad vil du gerne med gruppen?

I modsætning til en side, hvor du mere eller mindre har ølkassen helt for dig selv, deler du ølkassen med alle de andre medlemmer i gruppen.
Dvs. dine medlemmers opslag popper lige så meget op i feed’et som dit gør.

Hvorfor er du gerne vil dele ølkassen, og er du ærligt klar til at give mikrofonen til dine medlemmer/fans/følgere?


 

2. Hvad vil du ikke have i gruppen?

Du kan altid tilføje til listen, men inden du publicer din gruppe, kan det være godt at spørge sig selv: Er der noget i min gruppe, jeg ikke vil tolerere?
F.eks. spam, reklame, spoilers, salg af ting eller noget 5.?
Jo mere detaljeret du er fra start af, jo bedre kommer du fra land.

Eksempel: Undgå anstødeligt sprogbrug og personangreb.
Der er ingen undskyldninger for at fare i flæsket på hinanden, så bare lad være. Skriv pænt om og til hinanden.


 

3. Hvilke spilleregler er der i gruppen?

Facebook lægger op til, man skal skrive nogle grupperegler, og det gør jeg i den grad også.
Det gør det nemlig meget nemmere at løfte pegefingeren (hvis der er behov for det), når man kan referere til nogle regler – som ingen læser, men de er der!

HUSK, det er din gruppe – det er dine regler (så længe du selvfølgelig overholder Facebooks fællesskabsregler).

Eksempel: Post løs så længe det omhandler Badehotellet.
Der findes rigtig mange interessante ting at snakke om, men lige præcis i den her gruppe, snakker vi Badehotellet, og det bør alle posts bære præg af.

Se flere eksempler på regler i Badehotellet-gruppen her.


 

4. Hvordan forholder du dig til spillereglerne?

Som det altid er med regler, så kan de bøjes, opfattes og læses forskelligt, så jo mere specifik og klar i spyttet du er, jo mindre diskussion vil der være den dag, du skal håndhæve dem.

Vær OBS på, at hvis du f.eks. håndhæver en regel og fjerner en kommentar, så skal du være forberedt på, at brugeren kan finde på at henvende sig direkte eller i en ny kommentar og spørge: Hvorfor blev min kommentar slettet?

Netop derfor er det vigtigt, du har nedfældet dine husregler tydeligt i gruppen, så det ikke bliver en diskussionsting, men du kan sige:
“Jf. vores husregler, så må du ikke… “


 

5. Hvad gør du ved “brandfarligt” indhold?

Igen – jo mere klar i spyttet du er, jo mere specifikke dine regler er, jo mindre diskussion om reglerne er der.

Hvis der er noget som kan sætte pisset i kog hos folk i Badehotellet-gruppen, er det spoilers. Folk bliver RASENDE hvis nogle har set snigpremieren på TV 2 PLAY og afslører det mindste komma (og lidt med rette, men sagen er, at vi som TV 2 jo står bag både snigpremieren på TV 2 PLAY og tv-udsendelsen på TV 2, så jeg er nødt til at omfavne begge dele).

For at omfavne alle brugere uanset hvilken platform de ser med, så prøver jeg at tage styringen af de “brandfarlige” samtaler.

Det betyder, jeg nu smider et post hver gang et nyt snigpremiere-afsnit kommer på TV 2 PLAY, pinner det og lægger IKKE skjul på, at hvis man vil snakke snigpremiere, så skal det gøres dér… Og kun dér!

Eksempel: Se eksempel på snigpremiere-post her.


 

6. Hvordan styrer du, hvad der må postes og ikke?

Hvis du har noget brandfarligt indhold, så slå godkendelseslaget til – altså sæt dine indstillinger i gruppen til, at alle opslag skal godkendes af en admin.

På den måde er du hele tiden “on top of” hvad der udkommer i gruppen (kommentarfeltet er dog stadig det vilde vest, og det skal du selv ind og følge op på i diverse tråde).


 

7. Hvordan forholder du dig til “tak for medlemskab”-posts?

Hvis du ikke har slået godkendelsesfilteret på, så kan du opleve, at hvis der kommer en ordentligt pulje af nye medlemmer til, at dit og ALLE andres feed svømmer over i “Tak for medlemskab”.

Det er jo for søren positive posts, men hvis du har flere tusinde medlemmer, der kommer ind på én dag og 10 % af dem siger “tak for medlemskab”, så har din gruppe overtaget dine medlemmers feed med (med al respekt) irrelevante posts.

Disclaimer: Det virker som om, at tendensen har fortaget sig, men der er stadig nogle, der gør det i virkelig sød tro.


 

8. Hvad gør du, når medlemmerne farer i flæsket på hinanden?

Vær helt klar (inden det sker) på, hvad din rolle er, når folk bliver uenige.
Vil du blande dig? Skal de selv løse det?
Og hvad gør du, når de bliver nasty og bryder med Facebooks fællesskabsregler? Så skrider du selvfølgelig ind, men inden da… Inden det kulminerer og de er møguenige, så spørg dig selv: Blander du dig eller skal de selv løse det?

Hvad jeg gør? Jeg blander mig kun, hvis FBs fællesskabsregler bliver brudt. Folk må selv løse deres uenigheder – jeg er ikke internettets barnepige.


 

9. Hvad gør du, når medlemmerne råber efter ‘ADMIN!’?

Nogle gange kulminerer debatten – ikke nødvendigvis fordi de overskrider nogle retningslinjer, men nogle kan bare finde på pludselig at kalde på en voksen og sige: HVAD TÆNKER DU, ADMIN?

Spørg dig selv igen: Blander du dig eller skal de selv løse det?

Og vær særlig OBS, hvis du faktisk er i dække af et brand. Det er måske ikke det mest hensigtsmæssige for dit brand, hvis du pludselig svarer personligt/ytrer personlige holdninger.

Måske ved brugerne også hvem adminen er (altså dig), og tagger dig personligt – det bør du også forholde dig til.


 

10. Hvad gør du, når folk reklamerer for andre grupper, andre sider eller noget andet du ikke vil associeres med?

Sidste punkt er noget, jeg næsten dagligt skal forholde mig til, fordi folk deler posts fra ALLE MULIGE skøre sider, grupper og what not.

Det er ærligt skide svært nogle gange at navigere i ens egne husregler, når man egentlig godt ved, at brugerne ikke nødvendigvis poster fordi de har bagtanker, så spørg dig selv, hvor hård vil du være ift. håndholde f.eks. en “nul reklame”-regel.


Det var alt for denne gang – håber du kunne bruge det

Leave a Comment