Et lukket Livigno – dag 1

Dag 1 i karantæne – 8. marts

What a day…

Jeg vågnede ca. 07.30 og tjekkede af dårlig vane, inden jeg nærmest havde fået øjne, min telefon.

Der var en besked fra min kammerat Romme, der er superguide her i Livigno. Ham og hans medguider ville forlade Livigno indenfor et par timer, og han ville høre om vi kunne nå at sige farvel (og aflevere et på ski til Lucas butik). Og det nåede vi heldigvis – men altså seks uger og en masse is og aperols for tidligt.

Tilbage til lejligheden var Luca ved at få øjne, mens SMS’erne begyndte at tikke ind.
Først fra Nicola, Lucas ven der arbejder som liftpasser i Mottolino-skiområdet der sagde, at lifterne ikke åbnede og derefter bekræftede både Centrale Skiskole og lift-selskaberne selv.

Ding-ding – ny besked tikker ind (nu er klokken omkring. 08.30). Vores sydafrikanske gruppe, der bor i lejligheden ovenover spørger om jeg/vi ved noget ift. nattens nyhed.

Der er pt. radio silence fra Livigno – altså byens officielle kanaler – men de om nogle skal selvfølgelig lige skal være HELT skarpe på, hvad nattens dekret betyder for os, så det klandrer jeg dem ikke. Jeg fortæller sydafrikanerne hvad jeg ved, og af vi afventer information fra de officielle instanser.

Luca og jeg går ned på vores stam-café for at få morgenmad (brioche + cappuccio).
Mine svigerforældre + svigerinde kommer til og snakken går straks på nattens nyhed, og vi har flere spørgsmål end svar:

  • Hvad gør vi med gæsterne i lejligheden ovenover?
  • Må vi f.eks. køre til Bormio (nabobyen)? Og må Milaneserne køre herop og shoppe? Må vi egentlig gøre alt, så længe vi bliver og gør det i Lombardiet?
  • Og hvad med alle de ansatte i Lucas families butik?
  • Hvad må vi? Hvad må vi ikke?

Vi afventer en udmelding fra officielle instanser, og den kommer selvfølgelig også:

Fra da af slog virkeligheden os.

Luca og familie sendte ansatte hjem på ferie.

Alle turister blev henvist til at forlade Livigno og tage hjem.

Lejligheden ovenover står nu tom t.o.m. 3. april (+ englænderne der skulle komme til påske aflyste faktisk som de første) ligesom halvdelen af vores sydafrikanske gruppe forlod byen inden middag, og resten rejser i morgen.

Hvad bringer de næste uger?

Forhåbentligt kommer der styr på coronavirussen, men hvad gør det for et skiområde som Livigno, der stadig havde to måneder med gode indtjeninger foran sig?
Folk siger: Sæsonen er slut. Altså næsten 2 måneder for tidligt.

Jeg har allerede set mere til Luca i dag end jeg har de sidste par uger (overdrivelse fremmer forståelsen).
Manden kom hjem kl. 18.00 fordi butikken var lukket. Det tror jeg ærligt ikke jeg har hørt om… nogensinde før (medmindre vi snakker maj/oktober som officielt er helt udenfor sæson).

Den gode nyhed er, at det betød, at vi nåede i supermarkedet sammen i dag, hvor vi til stor fornøjelse kunne se, at der stadig var pasta at hente OG slagteren havde overskud til at fejre ‘Festa della Donna’ (Kvindernes kampdag). Livigno når det er bedst.

De lokale Livignasci omkring mig har simpelthen håndteret den her virus, og restriktionerne den har ført med sig, med imponerende ro, respekt og rettidigt omhu og ikke mindst hvad de gør bedst hernede – alt sammen med verdensklasse service og håndtering af turister og gæster.

Forza Livigno – forza Italia.

P.S. Det blev en lang opdatering, men det er også dag 1 – jeg forventer lidt mindre drama i næste update og lidt mere: Hvad betyder det egentlig for mig her i Livigno.

Leave a Comment