Et lukket Livigno – dag 7 + 8

Dette er min personlige beretning om livet i karantæne i Livigno, Norditalien.
Ikke at forveksle med, at jeg eller nogen jeg kender er i karantæne, fordi vi er smittet, men i karantæne fordi Lombardiet officielt er i lockdown pga. coronavirussen .

 

Dag 7 og 8 i karantæne - 14. og 15. marts

Så blev det endelig weekend, og den har jeg været glad for! Det har været en stille og rolig weekend, men alligevel med et par finurlige oplevelser, så dem skal du ikke snydes for! 

Et gensyn med sporet, der brækkede min røv

Jeg har været på langrend for første gang, siden jeg brækkede halebenet sidste forår. 

Jeg tog absolut ingen billeder, for jeg havde så travlt med at være überspændt i min krop og koncentrere mig lige indtil jeg fik skiene af igen. 

Husk, Livigno er lukket, så dem der fiser rundt på langrend lige nu, er født på ski (ifølge mig) - og så var der mig! Sønderjyden på glatis.

Nej, hvor jeg da ikke fatter langrend - jeg bliver lige overrasket over, hvor lidt jeg fatter det, hver gang.

Luca grinte nærmest hele vejen, fordi (hvad jeg tror) at det også kom bag på ham, hvor dårlig jeg egentlig var. 

Når han sagde: Prøv at gøre sådan her, så skete der simpelthen dét, at jeg tænkte og følte: Det er præcis, hvad jeg gør, samtidigt med jeg kiggede ned og så, min krop gjorde lige modsat. 

Jeg faldt på røven én gang - er ret sikker på, at det var præcis samme sted som sidste år. Men jeg har IKKE brækket noget denne gang. Hallelujah. Det var en freaking nice tur, og al begyndelse er svær, ikk'?! 😉


Et uforudset møde med Polizia Locale

Luca og jeg besluttede os for at køre op til huset på Teola, for så at gå en tur der (i Larix Park). 

Utrolig få mennesker, masser af sne og flotte omgivelser - se bare her:

Da vi har fået lidt skridt i benene, vender vi snuden mod huset på Teola. Et helt fantastisk hus familien er ved at bygge med udsigt over dalen.

Vi kører hjem derefter, men når nærmest kun lige ned af den lille vej før, vi bliver stoppet af Polizia Locale, der stopper alle i det her mærkelige kryds på Teola. 

Luca skal udfylde et stykke papir - han skal skrive, hvor vi kom fra, hvor vi skal hen og hvad vores formål med turen er. Ingen af os fattede rigtig noget (især ikke mig, da det foregik på vrissent taliensk). Luca udfylder papiret, og vi får lov til at køre videre - om der kommer en bøde ind af døren senere hen, vides ikke.

Konklusionen vi tog med derfra var: Alle gåture skal ske by foot - altså vi må ikke køre ud til sommerhuset i Forcola for at gå en tur. Det var ærligt lidt en streg i regningen, da vi har nydt netop at køre ud, hvor kragerne vender og menneskerne er MEGET få.

En Corona-status fra 'Provincia di Sondrio' (hvor vi bor)

Herhjemme følger vi tallene nøje, fordi vi jo har været i karantæne nu 7 nætter, og nu må den skide kurve godt snart knække.

Jeg er med på, at der er en masse skyggetal, men jeg har altså lavet en graf med de officielle tal af antal smittede: 

Kilde: Alta Rezua News.


 

Dertil står mediet 'Prima la Valtellina' for dette Google map, som viser i hvilke byer, de smittede i provinsen fordeler sig:

Et lukket Livigno – dag 4 + 5

Dag 4 og 5 i karantæne - 11. og 12. marts

En ny hverdag - det beskriver sgu egentlig meget godt de to sidste dage... 

Så her får du lige to ting, der har ændret sig (men heldigvis bare for en stund).

 

En tur i supermarkedet - dét var en oplevelse

Det lyder dramatisk, men vi havde faktisk en lidt nedern oplevelse i en af byens supermarkeder. 

Ikke fordi folk gik amok over at hamstre toiletpapir, men mere fordi Luca og jeg faktisk tager forholdsreglerne ret seriøst, og det var en noget andet tur til supermarkedet denne gang end min sidste glade "Pasta på dig selv"-story. 

Inden man kommer ind i supermarkedet, bliver man bedt om at tage plastikhandsker på (du ved, de der man bruger i Italien, når man skal pille ved melonerne og andet grønt).
Vi kommer ind i supermarkedet, og vi får det begge ret klaustrofobisk ret hurtigt egentlig. 
Gangene mellem rækkerne af mad føles (med tryk på 'føles') mindre, og vi opdager, at vi ingenlunde kan holde én meters afstand fra andre, hvis vi skal forbi hinanden - og selvom der ikke er mange, overrender vi på en eller anden måde hinanden alligevel fordi ja.. man går jo for søren frem og tilbage i et supermarked.

Det er også her, jeg ser de første lokale (formoder jeg) med masker. Der var faktisk flere af dem - dels var al personale i supermarkedet udstyret med masker, men der var også en pige på min alder + en ældre dame med maske som kunder.

Vi skynder os at handle ind (uden at hamstre) og må til min stor ærgelse erfare, at de fandeme ikke har mere mel! Ironisk nok har Luca joket med i et par år, at ingen bager brød hernede, fordi brød jo ærligt nærmest koster ingenting (not like Denmark), men fandeme så... Den ene ting jeg ikke kan få er mel, og det vil jeg bare rigtig gerne have, så vi ikke ALTID spiser hvidt brød. 

Men okay, det er jo first world problems - ligesom vi også har ærgret os over, at vi ikke kan få fyldt vores gasflaske op, så vi kan få danskvand, fordi butikkerne er lukket.

Det er ingen hemmelighed, at lige i det supermarked var der begyndt at være lidt mindre på hylderne, men det var ingenlunde værre end en Netto en alm. søndag i København. Vi kunne stadig få alt andet end mel lige dér. 

Alt i alt så håber jeg, du ligesom jeg, siger efter det her skriv: Ah men, det går da egentlig meget godt for Louise og Luca i Livigno.

For ja, det gør det - taget omstændighederne i betragtning. 

Se bare de her billeder jeg har taget på vores gåtur i går: 

En ny hverdag på jobbet

Altså jeg er nødt til at sige: TV 2 har fandeme håndteret den her virus til UG og slangekrøller, når det kommer til intern kommunikation.

Jeg skulle have været på TV 2/København næste uge, men det blev droppet ret hurtigt i takt med, at situationen blev værre og værre i Italien. 

Men fra i morgen af arbejder alle mine tætteste kolleger så hjemme - ligesom jeg jo selv gør.

Vi sluttede arbejdsdagen med at være 2 mødelokaler hhv. i København og Odense + 9 enkeltpersoner fra hhv. København og Italien på Skype, og so far so good. 

Altså for mig ændres der jo ærligt ikke super meget, men har fuld forståelse for, at mine kolleger lige skal vænne sig til stilheden og overvejelserne omkring: Skal jeg tage det her møde i joggingtøj?! 

Men det skal blive spændende at se, hvordan vi sammen klarer opstartsmøder, kampagneudvikling og andre møder, hvor vi ALLE sammen er på hver vores Skype. Det skal nok gå! Jeg tror på det.

Det er en ny hverdag... Og samtidigt er min bare rigtig meget som den plejer.

Hvis jeg lige må være måske lidt upassende positiv, så nyder jeg virkelig gåturene med Luca efter arbejde. Vi har normalt aldrig tid til sådan noget om eftermiddagen i marts måned, så lige dét - dét værdsætter jeg altså ærligt lidt.

See All Posts

Et lukket Livigno – dag 3


Dag 3 i karantæne - 10. marts

I dag har været en noget mere rolig dag i karantæne-land, men det er egentlig helt rart. 

Jeg endte nemlig med at slette mit opslag om "Dag 2" fra Facebook i går, da en time efter jeg havde posted det, lukkede Giuseppe Conte (Italiens premiereminister) hele Italien ned med disse ord:

"Sto per firmare un provvedimento che potrei definire così: #iorestoacasa. Non ci saranno più "zona rossa" o "zona 1 e zone 2", ci sarà solo l'Italia zona protetta."

Altså der er ikke længere orange zoner eller røde zoner - der er nu kun ét Italien... Og det er så et helt lukket Italien. Men et lukket Italien der i den grad står sammen.

#iorestoacasa (#JegBliverHjemme) bruges i flæng på Instagram - faktisk er det brugt > 86.000 gange i skrivende stund, og flere butikker her i byen har valgt at lukke (inkl. Luca). 

Det er jo ikke fordi vi ikke MÅ gå ud, men basically handler det om: Er det virkelig nødvendigt? Hvis ikke, så bliv hjemme.

Det har også betydet, at Luca har været hjemme stort set hele dagen, hvilket har været vildt hyggeligt! Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har siddet og arbejdet, mens han har vimset i lejligheden.

Han har sågar ikke drukket kaffe på Alibi i dag, fordi vi vælger vores "kampe" eller "privilegier", om man vil - altså ift. myndighedernes opfordring om at blive hjemme.

Vi valgte i dag, i stedet for at gå på café, at gå en fantastisk gåtur i sneen... mens det sneede. Mere romantisk bliver det fandeme ikke! 

Igen - jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har gået en tur med Luca i marts måned i sneen. EJ, hvor var det hyggeligt!

Da jeg bad Luca om at tage nogle billeder, var min første reaktion egentlig: Dem vil jeg ikke poste, for #iorestoacasa... Men vores liv er ikke gået HELT i stå!

Vi regner med at være buret mere eller mindre inde i døgndrift indtil 3. april, og det ER altså fortsat tilladt at drikke en 'caffé macchiato' ovre på den anden side af gaden eller handle ind i supermarkedet, så jeg vil ikke have det dårligt med, at min samlever og jeg gik en rask tur i et noget så øde snelandskab. 

Vi tog nemlig alle de forholdsregler vi skulle:

1 meters afstand fra andre

Vi gik over på cykelstien, da vi mødte en, der kom gående i mod os på gangstien.

Mine bakterier - mit ansvar

Jeg havde lommerne fyldt med håndsprit og lommetørklæder.

Ingen minglen

Det var bare mig og Luca - vi samledes ikke i grupper ej heller stoppede vi op for at smalltalke med folk på vejen (vi møjnede selvfølgelig men intet stop).

Luca skal fortsat lige vænne sig til, at sæsonen blev afbrudt som den gjorde, og manden trives ikke med at sidde stille og glo ud i luften, så han skal fortsat lige finde sig til rette med al den tid, han nu har.

Han shuffler imellem idéer såsom at læse/studere dansk, arbejde hjemme med nogle ordrer eller gøre hytten forårsrent en måned for tidligt.

Jeg bidrager selvfølgelig, som den gode kæreste jeg er, med gode idéer til, hvad han kan lave a la: Gøre soveværelset sindssygt godt rent, for derefter at male det, fikse krydderi-opsætningen og læse 'Factfulness' af Hans Rosling, fordi... Alle bør læse den især i disse tider.

Det var det for i dag - I får lige et par stemningsbilleder fra den ene time, vi havde ude i friheden i dag. Ej okay, det lød sygt dramatisk! Sandheden er jo, at indtil i går kom jeg ikke udenfor en dør om mandagen, fordi Badehotellet havde åben og tog al min tid.

Et lukket Livigno – dag 2

Dag 2 i karantæne - 9. marts

Så blev det mandag!

Imodsætning til nærmest alle omkring mig fortsætter mit arbejdsliv jo som intet var hændt.

Jeg havde det vanlige mandagsmøde med det kreative team i TV 2 Marketing, jeg havde møde med Camilla om et kommende program, og jeg snakkede med Gjerlev som intet var hændt... Og det er jo helt egoistisk egentlig meget rart, men noget er hændt!

Luca stikker hovedet op på mit kontor (AKA lejligheden vi bor i) i tide og utide. Han er rastløs... og lidt utryg. 

Utryg fordi spørgsmålene i dag ikke er blevet færre, og selvom der er kommet lidt svar på nogle af spørgsmålene, så er det langt fra alle.

Her er hvad vi ved (værende i orange zone), hvad vi må og ikke må ifølge lokale medier.

Må vi tage til Danmark?

Ja, men Udenrigsministeriet har så sent som i dag sendt SMS om, at vi opfordres til 14 dages selvvalgt karantæne, hvis vi vender snuden mod Danmark nu.

Må vi gå på arbejde?

Ja, men arbejdsgivere opfordres til at give ansatte ferie, udskyde de arbejdsopgaver der kan udskydes og ellers tage ansvar for smitten ikke spredes på arbejdspladsen.

Må barer og restauranter være åbne?

Ja, steder hvor folk kan sidde (og med en meters mellemrum) må være åbne fra kl. 06 - 18.00.

Må jeg gå ud at handle?

Ja, men supermarkederne skal sikre, at der kun kommer et max antal mennesker ind på samme tid. Vi var i supermarkedet i går ved 19.30-tiden og mødte ca. i alt 3 kunder - nemt for os, hårdt for supermarkedet (økonomisk).

Må vi stå på alpinski?

Nej, lifterne lukkede i går søndag. Hvornår de åbnes igen, vides ikke 100 %. Udmeldingen er 3. april, men vi får se.

Må jeg gå udenfor min dør?

Ja, men anbefalingerne er, at du undgår at mingle med folk, du ikke deler hus med og generelt holder god afstand fra andre. Her er det vigtigt at understrege, at det er IKKE FORBUDT at gå ud, men der opfordres på det stærkeste til, at vi bliver hjemme.

Luca og jeg har dog været udenfor en dør.

Vi har drukket en enkelt kaffe på Alibi (stamcaféen), været hos "the little guy", som vi kalder vores meget lille købmand for at købe sprit (altså til at gøre rent med) og apoteket.

Vi blev nemlig enige om, at i dag skulle være dagen, hvor vi købte et nyt fælleseje... Et termometer.

På apoteket i dag skulle jeg se den første i Livigno med maske på eller det var apotekeren selv, som havde den sådan halvt hængende på halsen, men det var det tætteste på jeg har været at se en med maske her i Livigno... for nu.

Nåh men, tilbage til termometret.

Meget er sket siden mor Dohn med fast, men kærlig hånd stak et termometer op, hvor ingen sol skinner på mig, og det der alligevel skulle blive aftenens helt store emne hjemme hos os (inden vi spiste dog) var:

Hvilken af de tre muligheder vi ville køre termometret ind med... bogstaveligt talt. "Orale", "rettale" o "ascellare"?

Jeg har fået tre nye ord til mit italienske ordforråd, kan du nok se - intet er så skidt...

Nåh men, efter en længere diskussion frem og tilbage, blev vi endelig enige om, hvor termometret skal stikkes op/ind. Og svaret skal forblive Luca's og min hemmelighed - vi havde forøvrigt ikke feber nogle af os.

Ciao fra Livigno, hvor seneste nyt er, at butikkerne i byen overvejer at lukke (frivilligt) ned som et solidarisk tiltag ift. at få folk til at blive hjemme.

Forza Italia - restare a casa! 

Et lukket Livigno – dag 1

Dag 1 i karantæne – 8. marts

What a day…

Jeg vågnede ca. 07.30 og tjekkede af dårlig vane, inden jeg nærmest havde fået øjne, min telefon.

Der var en besked fra min kammerat Romme, der er superguide her i Livigno. Ham og hans medguider ville forlade Livigno indenfor et par timer, og han ville høre om vi kunne nå at sige farvel (og aflevere et på ski til Lucas butik). Og det nåede vi heldigvis – men altså seks uger og en masse is og aperols for tidligt.

Tilbage til lejligheden var Luca ved at få øjne, mens SMS’erne begyndte at tikke ind.
Først fra Nicola, Lucas ven der arbejder som liftpasser i Mottolino-skiområdet der sagde, at lifterne ikke åbnede og derefter bekræftede både Centrale Skiskole og lift-selskaberne selv.

Ding-ding – ny besked tikker ind (nu er klokken omkring. 08.30). Vores sydafrikanske gruppe, der bor i lejligheden ovenover spørger om jeg/vi ved noget ift. nattens nyhed.

Der er pt. radio silence fra Livigno – altså byens officielle kanaler – men de om nogle skal selvfølgelig lige skal være HELT skarpe på, hvad nattens dekret betyder for os, så det klandrer jeg dem ikke. Jeg fortæller sydafrikanerne hvad jeg ved, og af vi afventer information fra de officielle instanser.

Luca og jeg går ned på vores stam-café for at få morgenmad (brioche + cappuccio).
Mine svigerforældre + svigerinde kommer til og snakken går straks på nattens nyhed, og vi har flere spørgsmål end svar:

  • Hvad gør vi med gæsterne i lejligheden ovenover?
  • Må vi f.eks. køre til Bormio (nabobyen)? Og må Milaneserne køre herop og shoppe? Må vi egentlig gøre alt, så længe vi bliver og gør det i Lombardiet?
  • Og hvad med alle de ansatte i Lucas families butik?
  • Hvad må vi? Hvad må vi ikke?

Vi afventer en udmelding fra officielle instanser, og den kommer selvfølgelig også:

Fra da af slog virkeligheden os.

Luca og familie sendte ansatte hjem på ferie.

Alle turister blev henvist til at forlade Livigno og tage hjem.

Lejligheden ovenover står nu tom t.o.m. 3. april (+ englænderne der skulle komme til påske aflyste faktisk som de første) ligesom halvdelen af vores sydafrikanske gruppe forlod byen inden middag, og resten rejser i morgen.

Hvad bringer de næste uger?

Forhåbentligt kommer der styr på coronavirussen, men hvad gør det for et skiområde som Livigno, der stadig havde to måneder med gode indtjeninger foran sig?
Folk siger: Sæsonen er slut. Altså næsten 2 måneder for tidligt.

Jeg har allerede set mere til Luca i dag end jeg har de sidste par uger (overdrivelse fremmer forståelsen).
Manden kom hjem kl. 18.00 fordi butikken var lukket. Det tror jeg ærligt ikke jeg har hørt om… nogensinde før (medmindre vi snakker maj/oktober som officielt er helt udenfor sæson).

Den gode nyhed er, at det betød, at vi nåede i supermarkedet sammen i dag, hvor vi til stor fornøjelse kunne se, at der stadig var pasta at hente OG slagteren havde overskud til at fejre ‘Festa della Donna’ (Kvindernes kampdag). Livigno når det er bedst.

De lokale Livignasci omkring mig har simpelthen håndteret den her virus, og restriktionerne den har ført med sig, med imponerende ro, respekt og rettidigt omhu og ikke mindst hvad de gør bedst hernede – alt sammen med verdensklasse service og håndtering af turister og gæster.

Forza Livigno – forza Italia.

P.S. Det blev en lang opdatering, men det er også dag 1 – jeg forventer lidt mindre drama i næste update og lidt mere: Hvad betyder det egentlig for mig her i Livigno.

10 ting jeg har lært af Facebook-grupper

Jeg er den stolte præsident af den fedeste klub, hvis du spørger mig, ‘Badehotellets officielle gruppe’ på Facebook.

Vi har rundet 11.000 MEGET aktive medlemmer, og det betyder, at jeg da har lært en ting eller 10 om det at administrere en Facebook-gruppe, hvor alt det vi deler (Badehotellet), nogle gange også kan være det, der skiller os.

Her får du mine erfaringer omformuleret til arbejdsspørgsmål, hvis du selv en dag vil prøver kræfter med en gruppe eller du er på udkig efter inspiration.

1. Hvad vil du gerne med gruppen?

I modsætning til en side, hvor du mere eller mindre har ølkassen helt for dig selv, deler du ølkassen med alle de andre medlemmer i gruppen.
Dvs. dine medlemmers opslag popper lige så meget op i feed’et som dit gør.

Hvorfor er du gerne vil dele ølkassen, og er du ærligt klar til at give mikrofonen til dine medlemmer/fans/følgere?


 

2. Hvad vil du ikke have i gruppen?

Du kan altid tilføje til listen, men inden du publicer din gruppe, kan det være godt at spørge sig selv: Er der noget i min gruppe, jeg ikke vil tolerere?
F.eks. spam, reklame, spoilers, salg af ting eller noget 5.?
Jo mere detaljeret du er fra start af, jo bedre kommer du fra land.

Eksempel: Undgå anstødeligt sprogbrug og personangreb.
Der er ingen undskyldninger for at fare i flæsket på hinanden, så bare lad være. Skriv pænt om og til hinanden.


 

3. Hvilke spilleregler er der i gruppen?

Facebook lægger op til, man skal skrive nogle grupperegler, og det gør jeg i den grad også.
Det gør det nemlig meget nemmere at løfte pegefingeren (hvis der er behov for det), når man kan referere til nogle regler – som ingen læser, men de er der!

HUSK, det er din gruppe – det er dine regler (så længe du selvfølgelig overholder Facebooks fællesskabsregler).

Eksempel: Post løs så længe det omhandler Badehotellet.
Der findes rigtig mange interessante ting at snakke om, men lige præcis i den her gruppe, snakker vi Badehotellet, og det bør alle posts bære præg af.

Se flere eksempler på regler i Badehotellet-gruppen her.


 

4. Hvordan forholder du dig til spillereglerne?

Som det altid er med regler, så kan de bøjes, opfattes og læses forskelligt, så jo mere specifik og klar i spyttet du er, jo mindre diskussion vil der være den dag, du skal håndhæve dem.

Vær OBS på, at hvis du f.eks. håndhæver en regel og fjerner en kommentar, så skal du være forberedt på, at brugeren kan finde på at henvende sig direkte eller i en ny kommentar og spørge: Hvorfor blev min kommentar slettet?

Netop derfor er det vigtigt, du har nedfældet dine husregler tydeligt i gruppen, så det ikke bliver en diskussionsting, men du kan sige:
“Jf. vores husregler, så må du ikke… “


 

5. Hvad gør du ved “brandfarligt” indhold?

Igen – jo mere klar i spyttet du er, jo mere specifikke dine regler er, jo mindre diskussion om reglerne er der.

Hvis der er noget som kan sætte pisset i kog hos folk i Badehotellet-gruppen, er det spoilers. Folk bliver RASENDE hvis nogle har set snigpremieren på TV 2 PLAY og afslører det mindste komma (og lidt med rette, men sagen er, at vi som TV 2 jo står bag både snigpremieren på TV 2 PLAY og tv-udsendelsen på TV 2, så jeg er nødt til at omfavne begge dele).

For at omfavne alle brugere uanset hvilken platform de ser med, så prøver jeg at tage styringen af de “brandfarlige” samtaler.

Det betyder, jeg nu smider et post hver gang et nyt snigpremiere-afsnit kommer på TV 2 PLAY, pinner det og lægger IKKE skjul på, at hvis man vil snakke snigpremiere, så skal det gøres dér… Og kun dér!

Eksempel: Se eksempel på snigpremiere-post her.


 

6. Hvordan styrer du, hvad der må postes og ikke?

Hvis du har noget brandfarligt indhold, så slå godkendelseslaget til – altså sæt dine indstillinger i gruppen til, at alle opslag skal godkendes af en admin.

På den måde er du hele tiden “on top of” hvad der udkommer i gruppen (kommentarfeltet er dog stadig det vilde vest, og det skal du selv ind og følge op på i diverse tråde).


 

7. Hvordan forholder du dig til “tak for medlemskab”-posts?

Hvis du ikke har slået godkendelsesfilteret på, så kan du opleve, at hvis der kommer en ordentligt pulje af nye medlemmer til, at dit og ALLE andres feed svømmer over i “Tak for medlemskab”.

Det er jo for søren positive posts, men hvis du har flere tusinde medlemmer, der kommer ind på én dag og 10 % af dem siger “tak for medlemskab”, så har din gruppe overtaget dine medlemmers feed med (med al respekt) irrelevante posts.

Disclaimer: Det virker som om, at tendensen har fortaget sig, men der er stadig nogle, der gør det i virkelig sød tro.


 

8. Hvad gør du, når medlemmerne farer i flæsket på hinanden?

Vær helt klar (inden det sker) på, hvad din rolle er, når folk bliver uenige.
Vil du blande dig? Skal de selv løse det?
Og hvad gør du, når de bliver nasty og bryder med Facebooks fællesskabsregler? Så skrider du selvfølgelig ind, men inden da… Inden det kulminerer og de er møguenige, så spørg dig selv: Blander du dig eller skal de selv løse det?

Hvad jeg gør? Jeg blander mig kun, hvis FBs fællesskabsregler bliver brudt. Folk må selv løse deres uenigheder – jeg er ikke internettets barnepige.


 

9. Hvad gør du, når medlemmerne råber efter ‘ADMIN!’?

Nogle gange kulminerer debatten – ikke nødvendigvis fordi de overskrider nogle retningslinjer, men nogle kan bare finde på pludselig at kalde på en voksen og sige: HVAD TÆNKER DU, ADMIN?

Spørg dig selv igen: Blander du dig eller skal de selv løse det?

Og vær særlig OBS, hvis du faktisk er i dække af et brand. Det er måske ikke det mest hensigtsmæssige for dit brand, hvis du pludselig svarer personligt/ytrer personlige holdninger.

Måske ved brugerne også hvem adminen er (altså dig), og tagger dig personligt – det bør du også forholde dig til.


 

10. Hvad gør du, når folk reklamerer for andre grupper, andre sider eller noget andet du ikke vil associeres med?

Sidste punkt er noget, jeg næsten dagligt skal forholde mig til, fordi folk deler posts fra ALLE MULIGE skøre sider, grupper og what not.

Det er ærligt skide svært nogle gange at navigere i ens egne husregler, når man egentlig godt ved, at brugerne ikke nødvendigvis poster fordi de har bagtanker, så spørg dig selv, hvor hård vil du være ift. håndholde f.eks. en “nul reklame”-regel.


Det var alt for denne gang – håber du kunne bruge det

Lær af mine SoMe-erfaringer (2018)

Jeg kunne ha’ valgt at lave en lang liste om alle de ting, som gik godt i 2018 på det faglige plan. Alle de ting som fik massevis af likes, opslag der gik viralt, og jeg kunne ha’ remset op alle de kampagner, posts m.m., som jeg er herre stolt af ha’ været en del af, og der ER mange! 

Men jeg har valgt at gå en anden vej.
En vej hvor jeg ser tilbage på de ting i 2018, som ikke var perfekte.
En vej fyldt med huller, sten og udfordringer jeg slog mig på – en vej hvor jeg trods alt kom om på den anden side (med jobbet i behold) og med en rygsæk FYLDT med learnings, som gør at jeg i 2019 kan fortsætte mit fantastiske job som social media specialist med endnu mere viden.

Her får du min liste af ting, jeg har lært i 2018 – nogle ting var nyt for mig ved andre ting fik jeg be- eller afkræftet min hypotese.

  1. Ved upload af lange videoer (konkret learning: +3 minutter) på Facebook, skal videoen altid testes i alle browsers/devices inden publicering – det kan være, at lyd og mundbevægelse er ude af sync.

  2. Facebook er stadig et godt middel til at nå langt ud organisk, men for første gang har jeg set med egne øjne, at Instagram-indhold faktisk kan opnå højere reach på post-niveau end Facebook (på trods af fanbasen for ét og samme brand er 3 gange så lille på IG ift. FB).

  3. Organisk reach på Facebook falder og falder, men engagement raten stiger.
    Så er spørgsmålet jo – er det federe at ramme færre og få højt engagement end at ramme bredere og få mindre engagement?

  4. Fødselsdagshilsner/hyldester er stadig en ting (for de brands jeg sidder med) på Facebook – på godt og ondt kan det gøre lidt ondt, at man kan tage et stillbillede/artikel og ønske en kendis tillykke med fødselsdagen og nå MEGET længere ud organisk end det fine stykke egenproduceret/unikke indhold man har brugt virkelig meget sved og mange tårer på.

  5. Vend aldrig det blinde øje til – heller ikke til planlagte posts
    Jeg har utallige eksempler, hvor det var lige ved at gå galt. F.eks. er det super uheldigt, at en schedulering af et opslag (en promovering af en streaming tjenestes og dennes ellers fine indhold) ryger ud, når streaming tjenesten lige er gået ned eller pludselig sker der et dødsfald som gør, at dit jubel-glade opslag kan ende med at være direkte smagløst.

  6. Facebook Rights Manager virker! 
    Ikke at det som sådan er en overraskelse i sig selv, men det har været sjovt at “lege med” – ikke fra bussemand-perspektivet, men mest fordi man pludselig kan overvåge sit indhold på en anden måde (altså udenom tags, mentions m.m.) – man kan simpelthen følge sit videoindholds rejse… Ja, og så se hvem, der ripper ens indhold uden at få lov. 😉

  7. Sæt din data op mod noget – sammenlign data.
    “Jamen, er det så godt?”
    Store tal kan altid synes fantastiske, men du er nødt til at sætte det op mod noget. Er en million i organisk reach godt? Umiddelbart vil du nok sige ja, men hvis du lå på et snit på 2 millioner i organisk reach sidste år, så er det måske stadig godt ift. mange andre, men hvis du vil stoppe den kedelige tendens, bør du grave ned i: Hvad søren er der sket?
    Learning: Sæt altid din data op mod noget, især når du arbejder med algoritmer, der ændrer sig, som vi andre skifter skiundertøj.

  8. To-trins-verifikation – slå det til NU!
    Jeg blev i 2018 faktisk udsat for et hackerangreb, hvor det lykkedes dem at overtage min personlige Instagram-profil.
    Lang historie kort – slå ALTID denne funktion til hvis mulig.
    Det kan spare dig for en masse ballade, bøvl og ikke at forglemme den utrolig ubehagelig følelse af, at nogen har taget noget fra dig.

  9. Delt testside på Facebook
    Her er jeg/vi ærligt nok lidt lastmover (jeg har haft en testsside i mange år, men den har altid været min og kun min), men at have en fælles testside på FB (f.eks. blandt kolleger eller på anden vis nogle, man kan give og modtage feedback fra) er for nice. 
    Det er en god måde at se ens indhold ‘in action’ samtidigt med, at man kan få feedback til alt fra copy til indhold og vidensdele generelt. 
    Det virker selvklart kun, hvis alle er enige om sidens formål og har lyst til at være en del af det, men det får i hvert fald en anbefaling her fra.

  10. Instagram stories serveres forskelligt fra device til device
    Test er jo generelt bare skide godt! 
    Lad dette være en reminder om, at en Instagram story ser forskellig ud på en iPhone X og en iPhone 7 f.eks. er knapperne i bunden på en story i X’ern lagt under selve storyen, hvor de på en 7’er ligger i nederste del af selve storien. Derfor bør du lægge din grafik, såsom undertekster eller en CTA, en god sjat over bund-linjen på din story (ca. 250 px). 

Egentlig kunne jeg remse yderligere 10 punkter op, men det måtte have en ende.

Hvad har du lært i 2018, når det kommer til at arbejde med sociale medier?

The subtle art of not giving a f*ck

Boganmeldelse: “The subtle art of not giving a f*ck”

Du kender udtrykket “When life gives you lemon, make lemonade”, ikk’?
Men let’s face it – livet er ikke altid en dans på roser, og måske bør vi “bare” acceptere, at livet nogle gange stinker og spare kræfterne i stedet for at lave lemonade? Når livet nu giver mig citroner, bør jeg måske acceptere, at de er sure og vænne mig til smagen?

“Who you are is defined by what you’re willing to struggle for.”

Min dame eller herre – jeg giver dig:“The subtle art of not giving a f*ck” af Mark Manson – en NY Times best seller. 
En bog jeg faktisk overvejer at læse igen – tænk nu hvis jeg gik glip af noget i et øjebliks mentalt fravær. 

Luca er ved at gro grå hår ud af ørerne fordi han er ved at blive træt af at høre på mit nye syn på livet, og jeg hele tiden refererer til “Nåh ja, og så siger Mark også…” (ja, nu er jeg på fornavn med forfatteren – kan man være andet end, når manden oprigtigt har sat sit spor i min hjerne?! Hjernevasket much?)

Ej, men bogen trængte igennem alle mine “Louise kan selv!”, “Louise vil selv!” eller “Louise må selv!”-hegn, der i løbet af årene er blevet sat op foran min indre borg af stolthed og “I’m an independent and happy woman in my 30s – who are you to tell me how to live my life?!”-attitude.

“After all, if everyone were extraordinary, then by definition no one would be extraordinary”.

Måske har jeg glemt bogen og alle de kloge ord om et par måneder, og fred være med det – jeg blev færdig med bogen i går, og har det for vildt over den, så han (forfatteren, red.) fik som det mindste sat gang i en følelse (og en masse tanker) i mig.

Jeg (som over-optimist) blev slået hjem et par gange gange af hans ord – han giver ærligt ikke mange fucks for jubelglade idioter, og det fik mig til at reflektere over min måde at se verdenen på.

Især så jeg noget i hele hans syn på, at ingen andre er ansvarlige for mit liv end jeg.

“Nobody else is ever responsible for your situation but you. Many people may be to blame for your unhappiness, but nobody is is ever responsible for your unhappiness but you.

This is because you always get to choose how you see things, how you react to things, how you value things. You always get to choose the metric by which to measure your experiences.”

Ja, det SÅDAN en kliché, men jeg åd det råt – vi kommer bare heller ikke udenom, at han faktisk skriver på en utrolig underholdende facon.

Det er langt fra altid din skyld, at du står i den situation du gør i, men det er DIT ansvar, og det er op til DIG, hvordan du kommer videre – måske du gør noget? Måske gør du intet? Men valget er dit!

Mark Manson påstår, at lykken især findes, når vi har stået foran et kæmpe problem eller livet har været ondt ved os – dén følelse af at komme om på den anden side, kan ikke prissættes eller købes – det er ofte her vi ser en oprigtig glæde (selvom det altid føles lidt rart at købe nyt gear, så er det ingenting imod følelsen af at løse et problem eller overkomme noget lort).

“Because here’s the thing that’s wrong with all of the “How to Be Happy” shit that’s been shared eight million times on Facebook in the past few years—here’s what nobody realizes about all of this crap: The desire for more positive experience is itself a negative experience. And, paradoxically, the acceptance of one’s negative experience is itself a positive experience.

 

This is a total mind-fuck. So I’ll give you a minute to unpretzel your brain and maybe read that again:
Wanting positive experience is a negative experience; accepting negative experience is a positive experience.

 

It’s what the philosopher Alan Watts used to refer to as “the backwards law”—the idea that the more you pursue feeling better all the time, the less satisfied you become, as pursuing something only reinforces the fact that you lack it in the first place.

Har han fået pillet min jubel-idioti fra mig? Bestemt ikke, men jeg er blevet mere opmærksom på, at det også er MERE end okay at have en lortedag og/eller stoppe op og mærke efter og sidst men ikke mindst, så er det i sidste ende op til mig selv, hvordan jeg ønsker at leve mit liv – på godt og ondt.

“Remember, nobody who is actually happy has to stand in front of a mirror and tell himself that’s he happy.”

Læs bogen – den er absolut anbefalelsesværdig!

How to: Undertekster til Facebook-videoer

En hurtig stikprøve på nogle af de FB-sider vi sidder med på vores hold, fortæller at langt størstedelen (ikke overraskende) af vores brugere ser vores video-indhold uden lyd.

Stikprøver på tilfældige opslag i forhold til antal % af brugere, der ser video uden lyd:

  • VMD: 68 %
  • Dicte: 92 %
  • TV 2 (søndagsfilm): 90 %
  • Voice Junior: 82 %

Der er jo egentlig ikke så meget at rafle om - tallene siger alt. Jeg vil i hvert fald, så vidt det er muligt, slå et slag for, at alle klip på Facebook bliver tekstet!

Derfor har jeg lavet en lille manual til, hvordan man laver undertekster i et program, som hedder AegiSub.

Nogle elsker bare at skrive dem i Notepad, nogle har fundet et andet program som f.eks. Premiere Pro, men jeg kan virkelig bare godt lide AegiSub - det spiller max, og det er gratis.

Uanset hvilket program du bruger til at undertekste (AegiSub, Notepad eller et helt 3.), så vil jeg mene, at følgende gælder for alle:

  • - Undgå at tekste mumlen og undertekst ikke direkte.
  • - Hold som udgangspunkt dine sætninger/tekster til ’one-liners’.
  • - En .srt-fil er ren ren tekst-fil dvs. at du har ingen indflydelse på designet.

Nu til selve undertekstningen…

Det tager mig ca. 10 minutter at tekste et 35 sekunders klip via AegiSub + hardcoding via VLC.

  1.  Download programmet her: http://www.aegisub.org/

  2.  Hiv den video ind du vil undertekste Video ”Åben video”. Hiv den video ind du vil undertekste Video ”Åben video”.Hiv den video ind du vil undertekste ➡ Video ➡ ”Åben video”.

  3.  Tryk på ’PLAY’-knappen til du hører 1. menneske tale - tryk derefter 'Pause'. Tryk 'Pause' så snart du hører den første lyd fra et menneske.

  4. Sæt start-tiden Sæt starttiden for din første sætning/undertekst-linje - det er her underteksten vil komme på.

  5. Skriv din første undertekst Det er nu, at du rent praktisk skal skrive teksten på det, der bliver sagt i sekvensen.

  6.  Tryk PLAY Pause (’Pause’ når første sætning er slut og det passer med dine skrevne ord) over i venstre side af skærmen. Tryk på 'Pause' så snart sætningen er færdig.

  7. Sæt slut-tiden for din 1. linje. Din første undertekst/linje er ved at være slut - marker hvor linjen skal slutte.

  8. Tryk på det grønne flueben over din egen-skrevet sætning for at oprette en ny undertekst-linje. Marker sætningen 'godkendt' og videre til næste. Du har nu skrevet din første linje i dine undertekster, YAAAY!

  9. Næste linje vil automatisk starte samme tid som dit forrige slut-tidspunkt. En hurtig måde nu at køre igennem de forskellige sekvenser er ved at trykke på PLAY-knappen i midten - så sætter den selv en random-slut-tid (som du ændrer ligesom i 'trin 7'): En hurtig måde at køre igennem de forskellige sekvenser er ved at trykke på PLAY-knappen i midten.

  10. Klø på med de næste mange linjer. Skriv din tekst og kør på fra ’trin 7’ af om og om igen indtil du er færdig med dine undertekster.

  11. Når du er færdig med at tekste alle sætningerne ser din AegiSub nogenlunde sådan her ud: Ser din undertekst nogenlunde så'n her ud?

  12. Marker linje 1 og tryk ’PLAY’-knappen. Tjek din undertekster igennem en ekstra gang.

  13. Gem som… Tryk på Fil Export Subtitles Exporter… (uden at sætte eller fjerne hak i noget). Sådan gemmer du: Tryk på Fil Export Subtitles Exporter…

  14. Du skal nu vælge hvor på din computer, at du vil lægge filen, og det er nu, at du skal tage stilling til to ting: Skal underteksterne hardcodes eller skal de lægges direkte op på Facebook?
    1. - .srt-filer direkte op på FB: Døb filen et navn og put følgende endelse på: [DIT FIL-NAVN].da_DK.srt’
      Skal den bruges på FB, så husk at gem med sprog-endelser dvs. test.da_DK.srt (ellers anerkender FB den ikke). Tryk ’Gem’. Din undertekst er nu færdig.
    2. Vælg mellem .srt eller .ass? Direkte upload til FB eller hardcode? - .ass-filer der skal hardcodes – døb filen et navn.
      Du behøver IKKE at give filen en endelse da, AegiSub gemmer filen som dets standard .ass-type.

Håber det gav mening ellers er du altid velkommen til at spørge!

Jeg satser på snarest at kunne lave et opfølgende blog-indlæg, hvor vi hardcoder underteksterne vi har lavet i AegiSub via VLC. Interessant, huh?