Et lukket Livigno – dag 4 + 5
Dag 4 og 5 i karantæne – 11. og 12. marts
En ny hverdag – det beskriver sgu egentlig meget godt de to sidste dage…
Så her får du lige to ting, der har ændret sig (men heldigvis bare for en stund).
En tur i supermarkedet – dét var en oplevelse
Det lyder dramatisk, men vi havde faktisk en lidt nedern oplevelse i en af byens supermarkeder.
Ikke fordi folk gik amok over at hamstre toiletpapir, men mere fordi Luca og jeg faktisk tager forholdsreglerne ret seriøst, og det var en noget andet tur til supermarkedet denne gang end min sidste glade “Pasta på dig selv”-story.
Inden man kommer ind i supermarkedet, bliver man bedt om at tage plastikhandsker på (du ved, de der man bruger i Italien, når man skal pille ved melonerne og andet grønt).
Vi kommer ind i supermarkedet, og vi får det begge ret klaustrofobisk ret hurtigt egentlig.
Gangene mellem rækkerne af mad føles (med tryk på ‘føles’) mindre, og vi opdager, at vi ingenlunde kan holde én meters afstand fra andre, hvis vi skal forbi hinanden – og selvom der ikke er mange, overrender vi på en eller anden måde hinanden alligevel fordi ja.. man går jo for søren frem og tilbage i et supermarked.
Det er også her, jeg ser de første lokale (formoder jeg) med masker. Der var faktisk flere af dem – dels var al personale i supermarkedet udstyret med masker, men der var også en pige på min alder + en ældre dame med maske som kunder.
Vi skynder os at handle ind (uden at hamstre) og må til min stor ærgelse erfare, at de fandeme ikke har mere mel! Ironisk nok har Luca joket med i et par år, at ingen bager brød hernede, fordi brød jo ærligt nærmest koster ingenting (not like Denmark), men fandeme så… Den ene ting jeg ikke kan få er mel, og det vil jeg bare rigtig gerne have, så vi ikke ALTID spiser hvidt brød.
Men okay, det er jo first world problems – ligesom vi også har ærgret os over, at vi ikke kan få fyldt vores gasflaske op, så vi kan få danskvand, fordi butikkerne er lukket.
Det er ingen hemmelighed, at lige i det supermarked var der begyndt at være lidt mindre på hylderne, men det var ingenlunde værre end en Netto en alm. søndag i København. Vi kunne stadig få alt andet end mel lige dér.
Alt i alt så håber jeg, du ligesom jeg, siger efter det her skriv: Ah men, det går da egentlig meget godt for Louise og Luca i Livigno.
For ja, det gør det – taget omstændighederne i betragtning.
Se bare de her billeder jeg har taget på vores gåtur i går:
En ny hverdag på jobbet
Altså jeg er nødt til at sige: TV 2 har fandeme håndteret den her virus til UG og slangekrøller, når det kommer til intern kommunikation.
Jeg skulle have været på TV 2/København næste uge, men det blev droppet ret hurtigt i takt med, at situationen blev værre og værre i Italien.
Men fra i morgen af arbejder alle mine tætteste kolleger så hjemme – ligesom jeg jo selv gør.
Vi sluttede arbejdsdagen med at være 2 mødelokaler hhv. i København og Odense + 9 enkeltpersoner fra hhv. København og Italien på Skype, og so far so good.
Altså for mig ændres der jo ærligt ikke super meget, men har fuld forståelse for, at mine kolleger lige skal vænne sig til stilheden og overvejelserne omkring: Skal jeg tage det her møde i joggingtøj?!
Men det skal blive spændende at se, hvordan vi sammen klarer opstartsmøder, kampagneudvikling og andre møder, hvor vi ALLE sammen er på hver vores Skype. Det skal nok gå! Jeg tror på det.
Det er en ny hverdag… Og samtidigt er min bare rigtig meget som den plejer.
Hvis jeg lige må være måske lidt upassende positiv, så nyder jeg virkelig gåturene med Luca efter arbejde. Vi har normalt aldrig tid til sådan noget om eftermiddagen i marts måned, så lige dét – dét værdsætter jeg altså ærligt lidt.
